All right now - now!

Her på falderebet for cd’ens æra, må pladeselskaberne udvise stor opfindsomhed for at fastholde deres købere. Især når de prøver at sælge det samme produkt igen og igen ved at tilføje previous unreleased bonustracks og pakke herlighederne ind i smarte digipacks. Et af de mest overdrevne forsøg jeg længe har set, er en såkaldt deluxe edition af den engelske super gruppe Free’s hæderkronede album Fire and water fra 1970.
Her små 40 år senere er pladens oprindelige 7 numre svulmet op til 30 skæringer og ca. 1½ times spilletid. Disc 1 indeholder selvfølgelig de oprindelige 7 numre samt optagelser fra BBC-udsendelser. Fint nok. Mens disc 2 er et sammensurium af remix, demos, liveindspilninger af de samme numre. Således får man serveret ikke mindre end 9 versioner af All right now, mens
pladens andet glansnummer Mr. Big ”kun” findes i 5 versioner!
Men lad nu ikke dette overflødighedshorn ødelægge genhøret med en af de fornemmeste repræsentanter for britisk blues rock. Gruppens uforlignelige guitarist Paul Kossoff, der selv sørgede for, at betegnelsen legendarisk fik ekstra betydning ved at junke sig ihjel i en alder af bare 26, spiller noget af det bedste i sin korte karriere. Gruppens anden frontfigur, sangeren Paul Rogers, har trods sin unge alder allerede udviklet en fantastisk fornemmelse for blues uden at overdrive sine udtryk. Efter Free’s endelige opløsning i 1973 fik han en endnu mere fremtrædende rolle i mere rockende Bad Company. Trommeslager Simon Kirke, også med en fremtid i Bad Company, er en kende for hårdtslående efter min smag, men sammen med bassist Andy Fraser spiller han en afgørende rolle for, at the sound of Free fik betegnelsen steady blues.
Så hør eller genhør så meget af dette mesterværk, som du nu orker. Ingen og slet ikke de musikalske ”frimærkesamlere” bliver snydt.

Gnavne gamle mænd

Punk er en musikgenre og bevægelse, som de fleste umiddelbart associerer til London i midt-70’erne, hvor grupper som Sex Pistols, The Jam og The Clash på hver deres måde satte dagsordenen med upoleret og aggressiv rock’n’roll with an attitude.
For at finde urpunken skal vi imidlertid gå 5 år længere tilbage til Detroit, hvor The Stooges og MC5 regerede. Det vidste man i Australien, da den lokale punk scene blev etableret med The Saints og ikke mindst Radio Birdman i front.
Radio Birdman har taget deres navn fra The Stooges’ sang ”1970”, hvor ordene ”Radio burning up above” åbenbart lød som ”Radio birdman up above”.
Men lad det nu ligge, for hvorom alting er, så blev Radio Birdman hurtigt det toneangivende band på den australske punkscene. Radiofuglene fløj dog lidt for højt, havde svært ved at nå ud over landets grænser og brændte tilsyneladende hurtigt ud. Så allerede i 1978 gav de op, og medlemmerne engagerede sig i andre projekter. Men hver for sig holdt de fast i rødderne, og det var derfor ikke særlig overraskende eller svært for dem at genoplive bandet i 1996. Lige som i 70’erne foregik det ikke i det skarpeste rampelys, men i 2003 dokumenterede de med live-pladen ”Murder city night”, at de stadig mestrede den særlige kombination af hård rock og avantgarde, og i 2006 kom mesterværket ”Zeno Beach”, som er deres første studioarbejde i næsten 30 år.
De fleste af de originale medlemmer er stadig med, dog ikke bassisten Carl Rorke, som døde i 2006, og derfor er cd’en tilegnet ham. Radio Birdman er måske ikke de samme desperados som for 30 år siden, men de spiller stadig en tæt, enkel og medrivende rock for vrede unge mænd i alle aldre.