Smithereens er et engelsk ord for at noget bliver slået i stumper og stykker. Det er også navnet på et amerikansk rockband, der siden 1980 har gjort, hvad de kunne for at holde sammen på stumperne af britisk 60’er rock.I starten spillede de hårdtslående powerpop med tydelig adresse til engelske 60’er bands som The Small Faces, The Move, The Beatles m.fl. men søgte samtidig efter et selvstændigt udtryk. Det kom der en række fine plader ud af, men det var ret tydeligt, at bandet var ude af takt med tiden og druknede, da grunge-bølgen skyllede ind over den amerikanske musikscene.
The Smithereens kæmpede heroisk videre, men i mange år så deres plade fra 1999 med den ironiske titel ”God save the Smithereens” ud til at skulle blive deres sidste.
Men i 2007 bestemte gruppen sig for at gå total retro og udgav ”Meet the Smithereens”, der udelukkende bestod af uptempo versioner af kendte Beatles-sange. I år er turen så kommet til The Who og deres epokegørende rockopera ”Tommy”. Som i mange af de klassiske operaer er ”Tommy” fuld af småkedeligt mellemspil. Det har The Smithereens barberet væk, og resultatet er blevet en herlig highlight version af det kendte rockværk.
For at det ikke skal blive den helt store revival for britisk rock, har gruppens forsanger Pat DiNizio netop udgivet et soloalbum, som er en hyldest til det amerikanske idol Buddy Holly.
