I år er det 40 år siden, at rockfestivalen satte nye musikalske og erkendelsesmæssige standarder på en græsmark i Woodstock den 15.-17. august 1969. Faktisk blev den slet ikke holdt i Woodstock, fordi bystyret sagde nej i sidste øjeblik. Så det blev nabobyen Bethel, der i stedet blev vært, men festivalen beholdt det oprindelige navn, Woodstock Music & Art Fair, nu da plakaterne m.m. var trykt.Jubilæet fejres med en række genudgivelser fra det overflødighedshorn af stor rockmusik, der blev fyret af under festivalen. Bl.a. lydsiden til Michael Wadleigh’s berømte film, hvor alle vi der ikke var med kan få et seriøst andenhåndsindtryk af storheden ved denne begivenhed.
Sony Legacy markerer jubilæet med 5 dobbelt-cd’er, der under fællestitlen ”The Woodstock experience” viser 5 af datidens største navne i aktion – Jefferson Airplane, Santana, Janis Joplin, Johnny Winter og Sly & the Family Stone. Hver udgivelse består af en live-cd samt genudgivelse af den studieplade, som kunstnerne var aktuelle med det år.
Jefferson Airplane var allerede et etableret navn og et erfarent festivalband. Så selv om de måtte vente hele lørdag aften og nat på at gå på scenen, spillede de et langt og veloplagt set søndag morgen. Til lejligheden var de forstærket med allestedsværende Nicky Hopkins bag pianoet, men ellers var det Grace Slick, Paul Kantner, Jack Casady, Marty Balin, Jorma Kaukonen og Spencer Dryden, der sikkert fremførte ”Somebody to love”, ”Plastic fantastic lover”, ”White rabbit” og en hel masse andre klassikere fra deres 4 forudgående plader samt 3 numre fra deres kommende værk ”Volunteers”, som udgør den anden del af denne memorial-cd.
Santana var helt ny på den internationale scene. De havde lige udgivet deres opsigtsvækkende debutalbum, som er med i denne Woodstock-pakke, og i lighed med de øvrige er det med det originale lp-omslag, som kræver de stærke briller for at kunne læses i cd-format. Live cd’en viser, at Sanatana var det fødte koncertband, der trods deres begrænsede repertoire kickstartede deres store karriere ved denne lejlighed.
Janis Joplin havde på dette tidspunkt netop forladt Big Brother and the Holding Company for at dyrke sit bluestalent med The Kozmic Blues Band. Hendes optræden på Woodstock er ikke helt overbevisende. De nye sange sidder endnu ikke lige i skabet, og da hun griber til storhittet ”Piece of my heart”, har det nye band svært ved at følge med. Efter koncerten udkom albummet ”I got dem ol’ kozmic blues again, mama”, som retrospektivt nok er hendes mest helstøbte og ærlige plade. Den fik ikke nogen stormende modtagelse af hendes rockpublikum, men den viser hendes kæmpe potentiale som blues og soul sanger.
Der er altså mange gode grunde til at mindes Woodstock. En musikalsk manifestation af dimensioner, som samtidig kom til at markere slutningen på hippieutopien, der var blevet formuleret et par år tidligere under the summer of love i 1967.
