New York Dolls
Lørdag den 26. april handlede DR2’s temaaften om noget så utrendy og ukonkret som glam rock. Utrendy fordi de fleste unge i dag hellere vil dø end blive set i sølvfarvede støvler med tårnhøje plateausåler. Ukonkret fordi glam rock basalt ikke er en musikalsk genre men en tøjstil. For hvordan skal én genre kunne rumme både Roxy Music's kølige elegance, Slade's fodstampende feel-good-rock og Gary Glitter's platte pop?
Stilen opstod i begyndelsen af 70’erne som en reaktion mod, at den ellers så farverige flower power var blevet for fodformet og havde fået for meget hængerøv i de brune fløjlsbukser. I stedet kiggede man til de modebevidste mods og deres tøjmekka i Carnaby Street, hvor man stadig kunne få en figursyet satinskjorte.
Her stod kreative modeskabere på spring med den ene kreation mere flashy end den anden, og da man samtidig fik rockstjerner som David Bowie, Marc Bolan og Elton John til at agere levende tøjstativer, var succesen hjemme. Tøjet blev suppleret med diverse accessories i form af højtråbende smykker, briller, make up og frisurer. Stilen var unisex in extreme for ikke at sige androgyn, og synonymt med glam rock opstod betegnelsen fag rock – bøsserock.
Oprindeligt var glam rock et britisk fænomen, men Bowie-vennerne Iggy Pop og Lou Reed var hurtige til at se mulighederne, og New York Dolls, Alice Cooper og Wayne County gav stilen et mere bitchy twist, så man ikke troede man kunne komme meget længere ud, indtil semi heavy rockerne fra Kiss trådte frem med tommetyk teatersminke.
Glam og rock var to ting, der passede godt sammen i jagten på en opsigtsvækkende attitude. Men allerede efter et par år indså de fleste af musikerne, at gimmicken var brugt op, og de direkte arvtagere blev discomusikken og visse dele af heavy rock scenen, der ikke kunne leve uden formskåret svenskerhår.
Fænomenet er indfanget glimrende i Todd Haynes spillefilm The velvet goldmine fra 1998.
Her er en liste over nogen af de vigtigste plader fra den kunstnerisk uensartede men meget kreative periode:
T. Rex: Electric warrior (1971)
Alice Cooper: Love it to death (1971)
David Bowie: The rise and fall of Ziggy Stardust (1972)
Roxy Music: Roxy Music (1972)
Silverhead: Silverhead (1972)
Lou Reed: Transformer (1972)
Mott the Hoople: All the young dudes (1972)
New York Dolls: New York Dolls (1973)
Sweet: Sweet Fanny Adams (1974)
Slade: Old new borrowed and blue (1974)
Queen: A night at the opera (1975)
Efterfølgere:
The Darkness: Permission to land (2003)
Goldfrapp: Black cherry (2003)
Scissor Sisters: Scissor Sisters (2004)
1 kommentar:
Tak for et velskrevet og informativt indlæg. Diskografien er nærmest perfekt og afslører skribentens kendskab til genren.
Ja, det er svært/umuligt at afgrænse glam/glitter-rocken som musikalsk genre. Ja, de færreste rockmusikere og -fans i dag ønsker at blive set i sølvkluns etc. Men det betyder langt fra, at glam er utrendy.
Glamrock blev i 1980'erne til glam metal og sleaze-rock (tænk: Hanoi Rocks, Mötley Crüe, Guns N' Roses, Poison m.fl.), og i 1990'erne overlevede det glamourøse islæt i hårdrocken som glam-punk (tænk: Manic Street Preachers' "Generation Terrorists" m.fl.).
På det seneste har Velvet Revolver og Buckcherry hærget hitlisterne, og ikke mindst i Sverige er der en livlig scene for glam -- Backyard Babies har netop indtaget den svenske albumhitlistes førsteplads. Så glam er stadig relevant. Omend i en beskidt og punket form.
Og så var Gary Glitter for resten ikke "plat pop". Han havde mere selvironi end selv Billy Idol! Kan man sige det om Lou Reed?
Rock on!
Peter Béliath, NRG magazine
Send en kommentar