Skattejagt

Kender du det, at man pludselig falder over en kunstner, som man aldrig har hørt om før, og efter at have hørt vedkommende, ikke kan forstå hvordan det har været muligt at overse ham?
Sådan havde jeg det, da jeg for kort tid siden i et engelsk musikblad læste en begejstret anmeldelse af den amerikanske singer/songwriter Michael Fracasso’s nye plade ”Red dog blues”. Denne privat udsendte cd var ikke lige til at få fingre i, men i stedet fik jeg støvet en af hans tidligere udgivelser op ”When I lived in the wild” fra 1995, og så var jeg solgt.
Fracasso er den klassiske singer/songwriter med en række personlige fortællinger på repertoiret, som han foredrager med en krystalklar og insisterende røst. De musikalske referencer er en stilsikker blanding af folk, country, blues og rock, som meget passende oftest bliver karakteriseret som americana. Flere gange giver hans stil mindelser om Bob Dylan fra hans elektriske Highway 61-periode, selv om Fracasso har en helt anden stemmeføring.
Når Michael Fracasso har kunnet forblive skjult for mig og sikkert mange andre, skyldes det bl.a. at han ikke har gjort meget væsen af sig. På 15 år har han produceret 5 cd’er plus en live-optagelse, udgivet og distribueret ad alternative kanaler, som har haft svært ved at finde lyttere og medieomtale. Underholdningsindustrien er fuld af lignende skæbner, og man kan blive helt svimmel ved tanken om al den talent, der går ens ører forbi.
Men mens vi i bibliotekssammenhæng venter på ”Red dog blues”, kan jeg varmt anbefale ”When I lived in the wild”, som klart tilhører kategorien begravede skatte.