Japansk inferno

Trods en stor scene og en stor talentmasse har tysk rock altid haft svært ved at slå igennem uden for landets grænser. Selv i nabolandet Danmark hører man ikke meget rock made in Germany, og den dårlige forklaring er nok, at vi stort set kun lader os orientere og inspirere af den anglo/amerikanske musikpresse.
Anderledes ser det ud i Japan, der har et helt andet internationalt syn på, hvor der laves god og banebrydende rock. Jeg ved ikke hvorfor, det er sådan, men nogle mener, at for et japansk publikum er alt vestlig musik eksotisk og spændende, og man går ikke så meget op i den europæiske geografi. Derfor er det ligegyldig, om udøverne kommer fra Glasgow, München eller Horsens. Det er der en del danske navne, der har nydt godt af, men det er især tysk rock, der her har fundet et fordomsfrit og lydhørt publikum.
I den første bølge af tysk kvalitetsrock, samlede japanernes interesse sig om kosmisk elektronisk musik, som Tangerine Dream, Amon Düül II og Ash Ra Tempel spillede. Senere blev tyskerne leveringsdygtige i industriel støjrock med Einstürzende Neubauten i spidsen.
Disse to retninger finder man forenet hos japanske rockbands som Merzbow og Boris og i særdeleshed hos de uforlignelige Acid Mothers Temple. Acid Mothers Temple blev startet i 1997 af guitaristen Kawabata Makoto, der samlede en kreds af mere eller mindre løst tilknyttede musikere omkring sig. Resultatet er blevet en overordentligt produktiv gruppe, der i et rasende tempo har udsendt den ene mere syrede og fantastiske cd efter den anden. Jeg har ikke helt styr på, hvor mange cd’er, bandet har indspillet, men med en udgivelsesfrekvens på 4-5 albums årligt, er det inden for de sidste 8 år blevet til mindst 40 udgivelser. Grundideen er lange improvisationer med nogle af den progressive rocks hovedværker som inspirationskilde. Kawabatas overstyrede guitar, synthesizere i selvsving og en tungt arbejdende rytmesektion skaber tilsammen et inferno af lyd, som alt efter smag og stemning kan opleves som apoteosen af rockens guldalder.
Det kan ind imellem være svært at høre, hvor den direkte inspiration kommer fra, men når titler og covers ofte har referencer til forbilledernes værker, er det lettere at genkende Frank Zappa, Jimi Hendrix, Gong, Amon Düül II, King Crimson og Jethro Tull som nogen af de skuldre, Acid Mothers Temple står på.