fredag den 26. december 2008

Frihedens klokker


Efter flere nødlandinger kom Jefferson Starship endelig i hangar i begyndelsen af årtusindet. Men en af sæsonens store overraskelser er, at Paul Kantner stadig er flyvende. Sammen med David Freiberg (mangeårigt medlem af Jefferson Airplane, Quicksilver Messenger Service og Jefferson Starship) har Kantner samlet en kreds af nye og gamle musikere for at få liv i det gamle rumskib. Bl.a. har de ledt med lys og lygte efter en erstatning for legendariske Grace Slick uden rigtig at kunne bestemme sig. Så på den nye plade optræder på skift fire forskellige sangerinder, hvor Cathy Richardson kommer tættest på forbilledet. Men ellers gør Kantner og Freiberg hvad de kan for at genskabe den gamle Jefferson-sound, og det lykkes overbevisende i langt de fleste numre.

Pladen hedder "Jefferson's tree of liberty" og er et såkaldt conceptalbum, der med afsæt i Thomas Jeffersons uafhængighedserklæring fra 1776 er en hyldest til politisk frihed. Kantner har været en af rockmusikkens store sangskrivere, men den evne har han åbenbart ikke længere, så med en enkelt undtagelse fortolker bandet traditionelle frihedssange samt moderne klassikere af Bob Dylan, John Lennon og Woody Guthrie.

Når pladen alligevel bliver interessant, er det fordi, det i sig selv er befriende, at Kantner & co. efter mange tynde år med Jefferson Starship endelig har noget på hjertet. For de gamle sange om frihed bliver leveret med engagement og overbevisning, når lytteren bliver taget med på rundvisning i Amerikas historie.

"The tree of liberty must be refreshed from time to time with the blood of patriots and tyrants"

Ingen kommentarer: