Japansk rock

Prøver man at orientere sig i japansk rock, bliver man i første omgang overvældet af mængden af udøvere, hvilket selvfølgelig ikke er så overraskende for et land med over 125 mill. indbyggere. Dernæst er det iøjnefaldende så mange kvindelige musikere og pige bands, der eksisterer. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at der bag det affarvede strithår og de stylede kostumer gemmer sig en del fyre, for det androgyne look er åbenbart stadigt gangbart i noget, der ligner en særlig japansk udgave af post glam rock.


Dykker man et lag dybere end mainstream, begynder de interessante navne at poppe op forskellige steder i det brogede rockmusikalske landskab. Nogle af de områder, hvor Japan viser sig at være særlig stærk, er electronica, psykedelisk rock, heavy rock og støj rock. Et af de mest spændende og markante bands hedder Marble Sheep. Marmorfåret har efterhånden eksisteret i 10 år, og de spiller en særdeles hårdtslående og medrivende form for psykedelisk rock. Med to trommeslagere får det samlede lydbillede et fortættet og nærmest buldrende udtryk, som de øvrige musikere broderer hen over. Det samlede resultat giver mindelser om krautrock fra 70’ernes Tyskland, og det er nok ikke helt tilfældigt, for Japan er et af de få lande, hvor tysk rock for alvor er slået igennem.

Marble Sheep har efterhånden udgivet 8 albums. ”The gate of a heavenly body” er et godt sted at starte.

Tiny Tim - gudbenådet pauseklown

Han ligner H. C. Andersen og er opkaldt efter en figur i en roman af Dickens. Og selv om de to forfattere rent faktisk mødtes, er det nok at gå for vidt at udnævne Tiny Tim til at være apoteosen af deres skaberevner. Alligevel var der meget eventyr over den aparte sangers karriere, selv om det mest var rollen som den grimme ælling, der blev hans skæbne.
Tiny Tim blev født som Herbert Khaury i New York 1932 af et libanesisk/polsk forældrepar, som gjorde hvad de kunne for at holde sønnen væk fra showbiz. Talentet var ikke indlysende, og det var først da han ved et tilfælde opdagede, at han ud over sin sædvanlige baryton også kunne gå helt op i falsetten, at der skete noget. Han begyndte derefter at krydre sit music hall repertoire med numre, hvor han sang duet med sig selv til akkompagnement af en lille ukulele. Det skaffede ham så meget opmærksomhed, at han blev engageret til forskellige tv-shows, hvilket førte til en pladekontrakt, og i 1968 debuterede han med God bless Tiny Tim, der var så tilpas anderledes, at han blev indbegrebet af camp og således fik et publikum, der rakte langt ind i flower power generationen, og for the gay movement blev han noget af et ikon med bl.a. en tøset/hysterisk version af ”Tip toe through the tulips”.
Hans efterfølgende plader vakte ikke tilnærmelsesvis samme sensation. Så det var tv-mediet, der blev hans redningsplanke. Tiny Tim’s stærkt selvudleverende og selvironiske stil gjorde, at han altid var god for at være det komiske indslag i et underholdningsshow. F.eks. lod han sig gifte på tv ikke færre end tre gange med meget unge piger. Men det var hans uskyldige/naive versioner af gamle schlagere, der holdt hans karriere i live. Hans død i 1996 var også lige ved at blive en tv-begivenhed. Han faldt om af hjerteslag under en transmission og døde et par uger efter.
På en netop udsendt cd med liveoptagelser fra 1976 kan man opleve Tiny Tim's særegne talent for fuld udblæsning. Ikke mindst i det stærkt tvetydige titelnummer I’ve never seen a straight banana.

Krautrock på amerikansk fra Irland

Da tysk rock for alvor trådte ud af schlager-alderen i begyndelsen af 70’erne og markerede sig på den internationale scene, måtte den selvbevidste engelske presse noget tøvende anerkende dens originalitet, men for at træerne ikke skulle vokse ind i himlen og skygge for britisk rocks særstatus, skyndte man sig at opfinde det nedgørende prædikat, krautrock – kålrock. I starten blev krautrock en samlebetegnelse for al tysk kvalitetsrock med Can, Amon Düül II og Ash Ra Temple blandt de førende navne. Senere kom krautrock til at stå for den elektroniske rock, som Tyskland var særlig leveringsdygtig i med navne som Tangerine Dream, Kraftwerk, Neu og Cluster som de toneangivende. Inden længe begyndte den elektroniske musik at gruppere sig i forskellige retninger som techno, disco, new age og avantgarde, men krautrockens særlig kombination af avanceret teknologi og eksperimenteren inden for populærmusikkens rammer forblev overvejende en tysk specialitet.
Det er derfor lidt af en sensation, at en trio fra Dublin, som kalder sig Twinkranes, i 2009 debuterede med et stærkt udspil, der direkte har taget afsæt i krautrock, og resultatet er blevet den overbevisende cd Spektrum theatre snakes. Grundtonen er den ”gode gamle” computerlyd fra en Korg synthesizer akkompagneret af guitar og trommer, som ikke er syntetisk fremstillet, men frembragt af "rigtige" instrumenter. Det sjove er imidlertid, at Twinkranes spiller dem, så de kommer til at lyde som kom de fra en computer, hvilket er med til at fremhæve gruppens industielle lydbillede. Man kan med nogen ret hævde, at Twinkranes nok også har lyttet til den amerikanske duo Silver Apples' særlige fortolkning af krautrock, men under alle omstændigheder er resultatet blevet moderne electronica med skyldig respekt for rødderne. At dømme ud fra tilgængelige videoklip på nettet må gruppe være noget af en oplevelse i en koncertsal.