Japansk rock

Prøver man at orientere sig i japansk rock, bliver man i første omgang overvældet af mængden af udøvere, hvilket selvfølgelig ikke er så overraskende for et land med over 125 mill. indbyggere. Dernæst er det iøjnefaldende så mange kvindelige musikere og pige bands, der eksisterer. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at der bag det affarvede strithår og de stylede kostumer gemmer sig en del fyre, for det androgyne look er åbenbart stadigt gangbart i noget, der ligner en særlig japansk udgave af post glam rock.


Dykker man et lag dybere end mainstream, begynder de interessante navne at poppe op forskellige steder i det brogede rockmusikalske landskab. Nogle af de områder, hvor Japan viser sig at være særlig stærk, er electronica, psykedelisk rock, heavy rock og støj rock. Et af de mest spændende og markante bands hedder Marble Sheep. Marmorfåret har efterhånden eksisteret i 10 år, og de spiller en særdeles hårdtslående og medrivende form for psykedelisk rock. Med to trommeslagere får det samlede lydbillede et fortættet og nærmest buldrende udtryk, som de øvrige musikere broderer hen over. Det samlede resultat giver mindelser om krautrock fra 70’ernes Tyskland, og det er nok ikke helt tilfældigt, for Japan er et af de få lande, hvor tysk rock for alvor er slået igennem.

Marble Sheep har efterhånden udgivet 8 albums. ”The gate of a heavenly body” er et godt sted at starte.

Tiny Tim - gudbenådet pauseklown

Han ligner H. C. Andersen og er opkaldt efter en figur i en roman af Dickens. Og selv om de to forfattere rent faktisk mødtes, er det nok at gå for vidt at udnævne Tiny Tim til at være apoteosen af deres skaberevner. Alligevel var der meget eventyr over den aparte sangers karriere, selv om det mest var rollen som den grimme ælling, der blev hans skæbne.
Tiny Tim blev født som Herbert Khaury i New York 1932 af et libanesisk/polsk forældrepar, som gjorde hvad de kunne for at holde sønnen væk fra showbiz. Talentet var ikke indlysende, og det var først da han ved et tilfælde opdagede, at han ud over sin sædvanlige baryton også kunne gå helt op i falsetten, at der skete noget. Han begyndte derefter at krydre sit music hall repertoire med numre, hvor han sang duet med sig selv til akkompagnement af en lille ukulele. Det skaffede ham så meget opmærksomhed, at han blev engageret til forskellige tv-shows, hvilket førte til en pladekontrakt, og i 1968 debuterede han med God bless Tiny Tim, der var så tilpas anderledes, at han blev indbegrebet af camp og således fik et publikum, der rakte langt ind i flower power generationen, og for the gay movement blev han noget af et ikon med bl.a. en tøset/hysterisk version af ”Tip toe through the tulips”.
Hans efterfølgende plader vakte ikke tilnærmelsesvis samme sensation. Så det var tv-mediet, der blev hans redningsplanke. Tiny Tim’s stærkt selvudleverende og selvironiske stil gjorde, at han altid var god for at være det komiske indslag i et underholdningsshow. F.eks. lod han sig gifte på tv ikke færre end tre gange med meget unge piger. Men det var hans uskyldige/naive versioner af gamle schlagere, der holdt hans karriere i live. Hans død i 1996 var også lige ved at blive en tv-begivenhed. Han faldt om af hjerteslag under en transmission og døde et par uger efter.
På en netop udsendt cd med liveoptagelser fra 1976 kan man opleve Tiny Tim's særegne talent for fuld udblæsning. Ikke mindst i det stærkt tvetydige titelnummer I’ve never seen a straight banana.

Krautrock på amerikansk fra Irland

Da tysk rock for alvor trådte ud af schlager-alderen i begyndelsen af 70’erne og markerede sig på den internationale scene, måtte den selvbevidste engelske presse noget tøvende anerkende dens originalitet, men for at træerne ikke skulle vokse ind i himlen og skygge for britisk rocks særstatus, skyndte man sig at opfinde det nedgørende prædikat, krautrock – kålrock. I starten blev krautrock en samlebetegnelse for al tysk kvalitetsrock med Can, Amon Düül II og Ash Ra Temple blandt de førende navne. Senere kom krautrock til at stå for den elektroniske rock, som Tyskland var særlig leveringsdygtig i med navne som Tangerine Dream, Kraftwerk, Neu og Cluster som de toneangivende. Inden længe begyndte den elektroniske musik at gruppere sig i forskellige retninger som techno, disco, new age og avantgarde, men krautrockens særlig kombination af avanceret teknologi og eksperimenteren inden for populærmusikkens rammer forblev overvejende en tysk specialitet.
Det er derfor lidt af en sensation, at en trio fra Dublin, som kalder sig Twinkranes, i 2009 debuterede med et stærkt udspil, der direkte har taget afsæt i krautrock, og resultatet er blevet den overbevisende cd Spektrum theatre snakes. Grundtonen er den ”gode gamle” computerlyd fra en Korg synthesizer akkompagneret af guitar og trommer, som ikke er syntetisk fremstillet, men frembragt af "rigtige" instrumenter. Det sjove er imidlertid, at Twinkranes spiller dem, så de kommer til at lyde som kom de fra en computer, hvilket er med til at fremhæve gruppens industielle lydbillede. Man kan med nogen ret hævde, at Twinkranes nok også har lyttet til den amerikanske duo Silver Apples' særlige fortolkning af krautrock, men under alle omstændigheder er resultatet blevet moderne electronica med skyldig respekt for rødderne. At dømme ud fra tilgængelige videoklip på nettet må gruppe være noget af en oplevelse i en koncertsal.

Manden bag kameraet

Pseudonymet har holdt sit indtog i rockmusikken. Det er der ikke nogen nyhed i, for rockmusikere gennem tiden har altid antaget mundrette og tjekkede kunstnernavne. Det nye er, at de er begyndt at camouflere sig bag navne, som får en til at tro, at det drejer sig om et helt band.
Således med canadiske The Hidden Cameras. Manden bag hedder Joel Gibb, og han synger, spiller guitar, piano, cello, trommer m.m. Han har selvfølgelig også lavet både tekst og musik, og desuden har han designet og illustreret pladeomslagene.
Retfærdigvis skal det siges, at han har et løst sammensat ensemble bag sig, når han optræder.
”Origin: orphan” er hans fjerde album, og det er en plade, man skal give et par chancer, før den rigtig bider sig fast. Det skyldes bl.a., at Hidden Cameras bevæger sig i grænselandet mellem rock og klassisk, men især fordi pladen åbner med det vanskeligste og efter min mening mest uinteressante nummer.
Men holder man ud, bliver man belønnet med en samling udfordrende, velskrevne og højst aparte sange fremført af Gibbs karakteristisk højstemte falset. Nogle gange i gregoriansk tilsnit andre gange en popsmart hujen, der bedst kan betegnes som symfonisk verdensmusik, uden at man af den grund skal forvente oppustede arrangementer i Queen-traditionen.
Selv om teksterne er trykt på omslaget, har jeg lidt svært ved at forstå Joel Gibbs lyrik. Men at dømme ud fra de grotesk/uhyggelige tegninger, som han har lavet til hver sang, er det ikke de rene vuggeviser, han synger for de forældreløse.
Multikunstneren Gibb er desuden billedkunstner og skuespiller. Han opholder sig meget i Berlin, hvor han har haft flere udstillinger. Som filmskuespiller kan han opleves i filmen ”The lollipop generation”, som blev vist på årets Cph.Dox-festival.

Darwinisme for begyndere

Det er nogle gange de særeste ting, der får mig til at stoppe op ved én blandt de mange plader, der udkommer hver uge. I dette tilfælde var det en sjov og tvetydig titel, ”Oh my god, Charlie Darwin”, der gjorde, at jeg lige netop gav The Low Anthem min opmærksomhed.
I år er det 200 år siden Charles Darwin blev født. Den engelske forsker, der udtænkte og formulerede evolutionslæren. Så alt efter hvordan man læser titlen, kan 'Oh my god, Charlie Darwin' bruges til enten at forgude eller forbande manden, der bl.a. fik skyld for at have afskaffet gud. En debat der er meget hæftigt i USA.
Når man hører the Low Anthem’s plade og læser teksterne, som heldigvis findes på gruppens hjemmeside, er det ikke umiddelbart indlysende, hvorfor den gamle biolog får denne lavmælte hymne fra de tre unge amerikanere. Men hele pladen oser af krisestemning både på det globale og personlige plan, hvor survival of the fittest virkelig står på programmet.
”Once you’ve known love you don’t know how to find love” er sad core for fuld udblæsning, og det hele fremføres i en blanding af neo folk og new country, som kaldes americana. Akustisk musik spillet på guitar, klaver, banjo, harmonika, gulvbas, mundharpe m.m., og de melankolske tekster fremføres i smuk fællessang.
Hvis man allerede er indfanget af Fleet Foxes’ lo-fi univers, er the Low Anthem et oplagt valg.

Woodstock - the last summer of love

I år er det 40 år siden, at rockfestivalen satte nye musikalske og erkendelsesmæssige standarder på en græsmark i Woodstock den 15.-17. august 1969. Faktisk blev den slet ikke holdt i Woodstock, fordi bystyret sagde nej i sidste øjeblik. Så det blev nabobyen Bethel, der i stedet blev vært, men festivalen beholdt det oprindelige navn, Woodstock Music & Art Fair, nu da plakaterne m.m. var trykt.
Jubilæet fejres med en række genudgivelser fra det overflødighedshorn af stor rockmusik, der blev fyret af under festivalen. Bl.a. lydsiden til Michael Wadleigh’s berømte film, hvor alle vi der ikke var med kan få et seriøst andenhåndsindtryk af storheden ved denne begivenhed.
Sony Legacy markerer jubilæet med 5 dobbelt-cd’er, der under fællestitlen ”The Woodstock experience” viser 5 af datidens største navne i aktion – Jefferson Airplane, Santana, Janis Joplin, Johnny Winter og Sly & the Family Stone. Hver udgivelse består af en live-cd samt genudgivelse af den studieplade, som kunstnerne var aktuelle med det år.
Jefferson Airplane var allerede et etableret navn og et erfarent festivalband. Så selv om de måtte vente hele lørdag aften og nat på at gå på scenen, spillede de et langt og veloplagt set søndag morgen. Til lejligheden var de forstærket med allestedsværende Nicky Hopkins bag pianoet, men ellers var det Grace Slick, Paul Kantner, Jack Casady, Marty Balin, Jorma Kaukonen og Spencer Dryden, der sikkert fremførte ”Somebody to love”, ”Plastic fantastic lover”, ”White rabbit” og en hel masse andre klassikere fra deres 4 forudgående plader samt 3 numre fra deres kommende værk ”Volunteers”, som udgør den anden del af denne memorial-cd.
Santana var helt ny på den internationale scene. De havde lige udgivet deres opsigtsvækkende debutalbum, som er med i denne Woodstock-pakke, og i lighed med de øvrige er det med det originale lp-omslag, som kræver de stærke briller for at kunne læses i cd-format. Live cd’en viser, at Sanatana var det fødte koncertband, der trods deres begrænsede repertoire kickstartede deres store karriere ved denne lejlighed.
Janis Joplin havde på dette tidspunkt netop forladt Big Brother and the Holding Company for at dyrke sit bluestalent med The Kozmic Blues Band. Hendes optræden på Woodstock er ikke helt overbevisende. De nye sange sidder endnu ikke lige i skabet, og da hun griber til storhittet ”Piece of my heart”, har det nye band svært ved at følge med. Efter koncerten udkom albummet ”I got dem ol’ kozmic blues again, mama”, som retrospektivt nok er hendes mest helstøbte og ærlige plade. Den fik ikke nogen stormende modtagelse af hendes rockpublikum, men den viser hendes kæmpe potentiale som blues og soul sanger.
Der er altså mange gode grunde til at mindes Woodstock. En musikalsk manifestation af dimensioner, som samtidig kom til at markere slutningen på hippieutopien, der var blevet formuleret et par år tidligere under the summer of love i 1967.

Smithereens samler stumperne

Smithereens er et engelsk ord for at noget bliver slået i stumper og stykker. Det er også navnet på et amerikansk rockband, der siden 1980 har gjort, hvad de kunne for at holde sammen på stumperne af britisk 60’er rock.
I starten spillede de hårdtslående powerpop med tydelig adresse til engelske 60’er bands som The Small Faces, The Move, The Beatles m.fl. men søgte samtidig efter et selvstændigt udtryk. Det kom der en række fine plader ud af, men det var ret tydeligt, at bandet var ude af takt med tiden og druknede, da grunge-bølgen skyllede ind over den amerikanske musikscene.
The Smithereens kæmpede heroisk videre, men i mange år så deres plade fra 1999 med den ironiske titel ”God save the Smithereens” ud til at skulle blive deres sidste.
Men i 2007 bestemte gruppen sig for at gå total retro og udgav ”Meet the Smithereens”, der udelukkende bestod af uptempo versioner af kendte Beatles-sange. I år er turen så kommet til The Who og deres epokegørende rockopera ”Tommy”. Som i mange af de klassiske operaer er ”Tommy” fuld af småkedeligt mellemspil. Det har The Smithereens barberet væk, og resultatet er blevet en herlig highlight version af det kendte rockværk.
For at det ikke skal blive den helt store revival for britisk rock, har gruppens forsanger Pat DiNizio netop udgivet et soloalbum, som er en hyldest til det amerikanske idol Buddy Holly.

Spil dansk. ( 28 ). The William Blakes.

Her i skyggen af sommervarmen bliver du nok lige nødt til,
at tage og give lidt koncentreret opmærksomhed til det nye
album Dear unknown friend
som er andet udspil fra det danske pop-art-band
The William Blakes.
Det første fra 2008 hedder Wayne Coyne
og kan også lånes her på biblioteket.

Prangende pop-rock med hele klør fem nede i lommen
på forbilleder såsom Arcade fire og Talking Heads.
Flot,storladende og finurlig opfindsom sangskrivning
indsmurt i 80´er-lyd og stram produktion.

Opdag mere på:http://www.myspace.com/thewilliamblakes


God Sommer

Spil dansk ( 27 ). Telestjernen.

Velkommen til endnu en helt utrolig og fantastisk dag
i skæret af den nye danske musiks utrolige lys og glans.

" Ja jeg ved det! , slap af Claus".

Nej jeg vil ikke, og især ikke efter lige at have nydt
det ultra sjove og meget pirrende album fra Telestjernen.
( aka.Rasmus Johansen).

Ungt blod er en meget personlig udladning af et album, med inspiration fra rockens ungdom.

Her har du et fedt tæppe af klassisk instrumetal
rock hente ud af twang og surf-rock universet,
hvor stjerner såsom Link Wray og surf-Guitarguden
Dick dale hersker.
Ovenpå kastes du ud i sindsyg vild spilleglæde,
og teksterne er danske,
og rigtige gode, finurlige og morsomme.
Du fodres med skæve og sjove men også genkendelige
persongallerier og hverdagshistorier,
det er simpelthen bare dansk sangskrivertradition
når den er bedst.

Her er stor lyd og Moviesound til dig i sommervarmen.

Besøg også: http://www.myspace.com/telestjernendetydrerum

Måske som Gasolin og Johnny de Lux møder phil spector og Raveonettes

Spil dansk. ( 26 ). Hard Candy.

Meget tyder på at inspirationen fra Britisk
storladen 80´er synth lige nu ingen ende vil tage.
Bands såsom Depeche Mode, Human League og Visage
har en stor del af skylden.
De musikalske dyder som gemmer sig bag disse bands,
har ligget i en dyb dvale men er de senere år vågnet op til dåd.

Det debuterende danske band Hard Candy er ingen undtagelse.
På deres CD Rouge State hensættes du til en tilstand af stort hår, mega makeup og vilde techno og synth rytmer.
Dog indeholde dette album meget mere.
Fantastisk friskt elektro-rock med kandt og mange
fine sange udgør et spændende og meget varierende udspil,
som gør det til mere end bare en gang retro.

se også: http://www.myspace.com/ulikehardcandy

Spil dansk. ( 25 ). Wont Lovers Revolt Now.

Du bliver lige nødt til at stoppe op, bare et lille øjeblik,
og ofre lidt koncentreret lyttetid på den fremragende debut,
Wont Lovers Revolt Now.
fra den københavnske kvartet Wont Lovers Revolt Now.

Det er dejligt underspillet, moody og mørkt
men også optimisktisk lo-fi pop/rock
med en super fed tilbagelænnet fornemmelse.
Alle de meget intense og finurlige sange
skaber et helstøbt og flot album,
der krydres af den lidt dybe og melankolske vokal,
leveret af Jeppe Cornelius.

Bandet opererer i noget af det samme musikalske terræn som
Larsen and the furious Jane,
dog på et særdeles personligt plan.

Besøg deres Myspaceside.

http://www.myspace.com/wontloversrevoltnowmusic

Spil dansk. ( 24 ). Gudrun Holck.

I det hybride og meget flydende soniske verdensrum
svæver det seneste album fra danske Gudrun Holck rundt,
og det i en smeltedigel af kompromiløse versioner
af genrer såsom urban, rock, verdensmusik,
electronica og trip hop.

Titlen er stærk og hentyder til den vrede og aggressive energi
som akkompagnere politiske og social beviste holdninger.
Men det er musikken som rammer dig hårdt og hiver dig med
på en jordomrejse af ekstrem energi og vildskab.

Du kan desuden også låne Gudrun´s forrige album her på biblioteket.
Det hedder Muse.

Besøg også:

http://www.myspace.com/gudrunholck

Lyt til noget nyt?

jazz - reggae - afrobeat

Nye udgivelser af unge og gamle unge musikere:

Mokuto : Dressed like a horse (fri jazz med Herb Robertson fra NY og danske jazzister)

Torben Ulrich : Suddenly, sound (Søren Kjærgaard er med på tangenter, så: god stemning)

Jimi Tenor : 4th dimension (afrobeat, funk, jazz, verdensmusik, Finland, Afrika, Tyskland)

Karen Mukupa : Dreamer (dancehall...)

Real People : Real People (rigtig jazz lavet af Anderskov, Anders Mogensen, Tranberg, Mahanthappa, DeRosa)

Manden med sølvstemmen

Gene Clark var en af de mange betydningsfulde musikere, der brugte The Byrds som afsæt for en solokarriere.
Han blev født i 1944, og som 18-årig blev han medlem af tidens store vokalgruppe The New Christy Minstrels, hvor han fik skolet sin smukke melodiske stemme. Men efter bare 8 måneder var det helt andre toner, der optog Clark og resten af verden, da The Beatles revolutionerede populærmusikken.
Sammen med David Crosby, Roger McGuinn, Chris Hillman og Michael Clarke dannede G.C. The Byrds i 1964. Gruppen var lige ved at blive kvalt mellem giganterne The Beatles og Bob Dylan, men alligevel blev den et af Amerikas mest fremtrædende rockbands, der satte vigtige spor for den psykedeliske rock, country rock og folk.
Allerede i 1966 trådte G.C. ud af The Byrds for at dyrke en tidlig kærlighed til country & western. Han fik aldrig nogen lysende solokarriere, men indgik i en række frugtbare samarbejder med mange forskellige navne i country rock genren, og han vendte ved flere lejligheder tilbage til sine tidligere kollegaer i The Byrds. Bl.a. deltog han i en ikke helt vellykket genforening af gruppen i 1972.
Alkohol var en af forklaringerne på G.C.s noget slingrende karriere og den direkte årsag til hans tidlige død i 1991.
Biblioteket har netop anskaffet en stor del af Gene Clarks produktion. Heriblandt Byrds-compilationen ”Set you free 1964-73” med undertitlen ”Gene Clark in The Byrds”, hvor G.C. leverer nogle af sine bedste kompositioner og smukkeste vokalarbejde.

En helt anden side af G.C.s talent kan høres på "Gypsy angel", som er en samling demo-optagelser fra perioden 1983-90. Her er G.C. på egen hånd med en alvor og inderlighed, som virkelig klæder hans sølvklare stemme.

Spil dansk. (23). Antifilm.

Endnu et fantastisk dansk enmandsprojekt
har set dagens lys.
Thomas Bred´s enestående udladningsbase
Antifilm har produceret værket Io.

Fejende flot melodisk støjende drømmemusik
med storladende filmagtige temaer som på en
gang både er eksperimenterende og fornyende,
men også gedigen smuk klassisk pop, som på
perlen " Here comes the son".

En super omgang indie og lo-fi i højt gear.

Smut også lige hen på:

http://www.myspace.com/antifilmspace

Spil dansk. (22). Le Fiasko

Hvis man vil udfordres musikalsk og bringes derud
hvor grænserne flyttes og genrer og former flyder sammen
til nye spændende koncepter så kan man
med stor velbehag prøve at lytte til debutanterne Le Fiasko
som med albummet Le Fiasko sender dig på en kompromiløs rejse
gennem storladende og voldsomt hypnoserende kompositioner
udspillet i flotte og spændende lydkuliser.
Det er et stort sammennsurium af stilarter såsom
indiepop, punk, avangart, støjrock, jazz og
sågar country, men det er er utroligt velfungerende.

Se også:http://www.myspace.com/lefiaskocph

Spil dansk.(21) E. Scarsdale

Musiknørden Phrede Greve har med projektet E.Scardale
sat et bjerg af musikalske klodser sammen,
og ud af det er kommet et meget iørefaldende produkt med titlen
E.Scarsdale plays anorak music.

Musikalske detaljer en masse hober sig op
med det ene formål at presse sig ind
i lyttebøfferne på dig.
Resutatet er en fed og lækker oplevelse,
hvor du trækkes gennem Phredes pladesamling,
hvori phil spector, Beachboys og The Beatles
må have en fremtrædende placering.

Det er set og hørt før, men det fungerer.

Besøg også:
http://www.myspace.com/escarsdale

Spil dansk.(20). Cody.

Jeg har lagt mærke til det høje og stærke niveau
på debut-ep´er,som udgives her i Danevang.
Det varmer og giver store løfter til fremtidens udgivelser.

Lige nu er energikilden Kasper Kaae og hans alternative Country projekt Cody.
Værket hedder Cody og indeholder spændende og varierende sangskrivning,
dekoreret med lapsteel-guitar, fiddle og pedalsteel.
Det er magisk smukt og leder tankerne hen på giganter såsom
American Music Club og Bonnie "Prince" Billy.

Besøg eventuelt også:


http://www.myspace.com/codysongs

Spil dansk (19). Messy Shelters.

Vi bliver i Århus og udsættes nu for endnu et dansk output,
og det fra enmandshæren Mikkel Bolding, som efter lang tids
nørklen i studiet er ude med en meget spændende ep,
indeholdende 5 små flunkende perler.

SMUKT!

Projektet hedder Messy Shelters og ep´en hedder Abandonship.
Det er en total gennemarbejdet super samling af sange som
giver begrebet En kort fornøjelse et posetivt udsagn.

Inspirationerne her er mange og meget sammenblandet,
mit øre opfanger både Arkade fire, Tom Waits, Beatles og
ikke mindst Brian Wilson.

Forventningerne til et fuldt album må være kolosale.

Du kan også lige smutte forbi

http://profile.myspace.com/index.cfm?fuseaction=user.viewProfile&friendID=53855798

spil dansk.(18). Marybell Katastrophy.

Så er der flere lækkerier i danskposen til dig!

Århusianske Marybell Katastrophy er super aktuelle med det fantastiske album More.
En gigantisk slikkepose fyldt med godter af eksplosive og fantasifulde lækkerier.
Vi befinder os i en musiskalsk verden
med et electronica-udgangspunkt,
som selvom udtrykket er meget personligt,
bærer på inspiration fra Spleen United og Björk.
Og hvis man er gammel nok vil Marie Højlunds
intensiverende og lokkende vokal
åbne for minderne om 80´er bandet Toyah,
med sangerinden Toyah Wilcox.
Det er en plade som varierer mellem både afdæmpethed
og eksplosioner af lyddetaljer
på et højt og underholdende plan.

-Og det Rocker!

Du kan også besøge bandets Myspaceside:

http://www.myspace.com/marybellkatastrophy