Manden bag kameraet

Pseudonymet har holdt sit indtog i rockmusikken. Det er der ikke nogen nyhed i, for rockmusikere gennem tiden har altid antaget mundrette og tjekkede kunstnernavne. Det nye er, at de er begyndt at camouflere sig bag navne, som får en til at tro, at det drejer sig om et helt band.
Således med canadiske The Hidden Cameras. Manden bag hedder Joel Gibb, og han synger, spiller guitar, piano, cello, trommer m.m. Han har selvfølgelig også lavet både tekst og musik, og desuden har han designet og illustreret pladeomslagene.
Retfærdigvis skal det siges, at han har et løst sammensat ensemble bag sig, når han optræder.
”Origin: orphan” er hans fjerde album, og det er en plade, man skal give et par chancer, før den rigtig bider sig fast. Det skyldes bl.a., at Hidden Cameras bevæger sig i grænselandet mellem rock og klassisk, men især fordi pladen åbner med det vanskeligste og efter min mening mest uinteressante nummer.
Men holder man ud, bliver man belønnet med en samling udfordrende, velskrevne og højst aparte sange fremført af Gibbs karakteristisk højstemte falset. Nogle gange i gregoriansk tilsnit andre gange en popsmart hujen, der bedst kan betegnes som symfonisk verdensmusik, uden at man af den grund skal forvente oppustede arrangementer i Queen-traditionen.
Selv om teksterne er trykt på omslaget, har jeg lidt svært ved at forstå Joel Gibbs lyrik. Men at dømme ud fra de grotesk/uhyggelige tegninger, som han har lavet til hver sang, er det ikke de rene vuggeviser, han synger for de forældreløse.
Multikunstneren Gibb er desuden billedkunstner og skuespiller. Han opholder sig meget i Berlin, hvor han har haft flere udstillinger. Som filmskuespiller kan han opleves i filmen ”The lollipop generation”, som blev vist på årets Cph.Dox-festival.