Selv om det er en stor kakadue, der pryder omslaget, er shearwater den engelske betegnelse for havfuglen skråpe. Men hvorom alting er, så er det altså også navnet på Jonathan Meiburg’s fritidsband, når han ikke lige spiller folk-rock med gutterne i Texas-bandet Okkervil River.
Shearwater’s foreløbige hovedværk Palo Santo fra 2006 er nu blevet genudgivet i en deluxe udgave med en ekstra cd, hvor bonus tracks for en gangs skyld ikke opleves som overflødigt fyld og tomme salgsargumenter.
Shearwater’s foreløbige hovedværk Palo Santo fra 2006 er nu blevet genudgivet i en deluxe udgave med en ekstra cd, hvor bonus tracks for en gangs skyld ikke opleves som overflødigt fyld og tomme salgsargumenter.
Albummet er dedikeret til Christa Paffgen – altså afdøde Nico med Velvet Underground-berømmelse i bagagen. Et af numrene ”My only boy” er et slags svar på Nico sangen ”My only
child”, hvor Jonathan Meiburg’s høje lyse stemme godt kan matche Nico’s mezzosopran. Andre af numrene får mig mere til at tænke på John Cale. Især når Meiburg hamrer frenetisk i pianoet.
Under alle omstændigheder er der tale om en række meget betagende sange i et mix af sadcore og americana, som man også kan opleve hos f.eks. Sixteen Horsepower. På enkelte numre lader bandet sig akkompagnere af en trompetist. Et sjældent anvendt instrument i rock sammenhæng, som giver numrene en særlig inderlig tone.
Jeg tøver ikke med at udnævne den til en af sidste års mest betagende og betydende rock udgivelser, og jeg er allerede begyndt at glæde mig til gruppens næste udspil, som skulle komme til maj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar