Glam rock

New York Dolls

Lørdag den 26. april handlede DR2’s temaaften om noget så utrendy og ukonkret som glam rock. Utrendy fordi de fleste unge i dag hellere vil dø end blive set i sølvfarvede støvler med tårnhøje plateausåler. Ukonkret fordi glam rock basalt ikke er en musikalsk genre men en tøjstil. For hvordan skal én genre kunne rumme både Roxy Music's kølige elegance, Slade's fodstampende feel-good-rock og Gary Glitter's platte pop?

Stilen opstod i begyndelsen af 70’erne som en reaktion mod, at den ellers så farverige flower power var blevet for fodformet og havde fået for meget hængerøv i de brune fløjlsbukser. I stedet kiggede man til de modebevidste mods og deres tøjmekka i Carnaby Street, hvor man stadig kunne få en figursyet satinskjorte.
Her stod kreative modeskabere på spring med den ene kreation mere flashy end den anden, og da man samtidig fik rockstjerner som David Bowie, Marc Bolan og Elton John til at agere levende tøjstativer, var succesen hjemme. Tøjet blev suppleret med diverse accessories i form af højtråbende smykker, briller, make up og frisurer. Stilen var unisex in extreme for ikke at sige androgyn, og synonymt med glam rock opstod betegnelsen fag rock – bøsserock.
Oprindeligt var glam rock et britisk fænomen, men Bowie-vennerne Iggy Pop og Lou Reed var hurtige til at se mulighederne, og New York Dolls, Alice Cooper og Wayne County gav stilen et mere bitchy twist, så man ikke troede man kunne komme meget længere ud, indtil semi heavy rockerne fra Kiss trådte frem med tommetyk teatersminke.
Glam og rock var to ting, der passede godt sammen i jagten på en opsigtsvækkende attitude. Men allerede efter et par år indså de fleste af musikerne, at gimmicken var brugt op, og de direkte arvtagere blev discomusikken og visse dele af heavy rock scenen, der ikke kunne leve uden formskåret svenskerhår.
Fænomenet er indfanget glimrende i Todd Haynes spillefilm The velvet goldmine fra 1998.

Her er en liste over nogen af de vigtigste plader fra den kunstnerisk uensartede men meget kreative periode:

T. Rex: Electric warrior (1971)
Alice Cooper: Love it to death (1971)
David Bowie: The rise and fall of Ziggy Stardust (1972)
Roxy Music: Roxy Music (1972)
Silverhead: Silverhead (1972)
Lou Reed: Transformer (1972)
Mott the Hoople: All the young dudes (1972)
New York Dolls: New York Dolls (1973)
Sweet: Sweet Fanny Adams (1974)
Slade: Old new borrowed and blue (1974)
Queen: A night at the opera (1975)

Efterfølgere:
The Darkness: Permission to land (2003)
Goldfrapp: Black cherry (2003)
Scissor Sisters: Scissor Sisters (2004)

Gogol Bordello

There was never any good old days / They are today, they are tomorrow / It's a stupid thing we say / Cursing tomorrow with sorrow.
citat: Gogol Bordello: Ultimate

Sad en dag og lyttede til musik, der er relateret til Kultur Shock på Last.fm. Det var en blandet oplevelse som musikalsk kom godt omkring.

Et af de bands der fik højrebenet til at vippe i takt var Gogol Bordello. Et hurtigt tjek på Københavns Bibliotekers site viste, at der var flere cd'er med gruppen i musikafdelingens samling. Jeg reserverede straks den nyeste: Super taranta!


Gogol Bordello er et multietnisk gipsypunkband fra New York, dannet i 1999. Musikken er festlig og rytmen går uundgåeligt i kroppen. Det er fysisk musik, der bevæger sig frit rundt med inspiration fra forskellige genrer. Men basen er folkemusik der er gået rock 'n' roll i. Det er fest med indhold. I et par af numrene er temaet immigations. I det 13. nummer, American wedding, tager Gogol Bordello til et amerikansk bryllup og spørger; "hvor er vodkaen?"

Alive

Gogol Bordello handler om at være i live og leve livet. Fornemmer at det må være et festligt liveband. En søgning på YouTube fremfinder flere videos og ud fra det er Gogol Bordello en fest på scenen. Det selv om lyden er mindre god på nogle af videoerne.

Gogol Bordello har udgivet fire albums:
Voi-La Intruder (1999)
Multi Kontra Culti vs. Irony (2002)
Gypsy Punks: Underdog World Strike (2005)
Super Taranta! (2007)

Gogol Bordello

Neo-psykedeliske ulveunger

Hører du til dem, der lige som jeg utålmodigt går og venter på den australske post rock gruppe Wolfmother’s andet udspil efter den overbevisende debut i 2006, er her noget fornuftigt at fordrive ventetiden med. Ulvemor har nemlig fået unger!

Wolf & Cub er navnet på et andet australsk band, som lige har udsendt deres første album, Vessels. Ud over navneligheden er det tydeligt, at begge bands har rodet godt rundt i deres forældres pladesamlinger med britisk rock fra 70’erne. Men her hører sammenligningen også op. For mens Wolfmother med den karismatiske guitarist og sanger, Andrew Stockdale, især har fået melodisk heavy rock i form af tidlig Black Sabbath og Led Zeppelin ind med modermælken, har Wolf & Cub haft fat i pladerne med space rock. Ikke den kølige og kontrollerede Pink Floyd version, men mere den syrede og stoner inspirerede udgave som Hawkwind og til dels Pink Faries spillede.
Med en markant bas og ikke mindre end to trommeslagere har bandet en meget tungt arbejdede rytmegruppe, der lægger en solid klangbund, der syder og bobler af mystik. Ind imellem så meget, at der er lige ved at gå for meget støjrock i den efter min smag. Men så tager Joel Byrne lige et par velvalgte riffs på sin guitar og bringer bandet tilbage på sporet af outer space.
Trods de nævnte inspirationskilder er Wolf & Cub på ingen måde et kopiband. Old school rock & roll har mange udtryk og udviklingsmuligheder, og ulveungerne fører stolt stafetten videre.

At Wolf & Cub vedkender sig slægtskabet med deres mere berømte landsmænd, har de bl.a. vist ved at agere som support på Wolfmother’s Europaturné sidste år.

Sørgmodige sangfugle

Selv om det er en stor kakadue, der pryder omslaget, er shearwater den engelske betegnelse for havfuglen skråpe. Men hvorom alting er, så er det altså også navnet på Jonathan Meiburg’s fritidsband, når han ikke lige spiller folk-rock med gutterne i Texas-bandet Okkervil River.
Shearwater’s foreløbige hovedværk Palo Santo fra 2006 er nu blevet genudgivet i en deluxe udgave med en ekstra cd, hvor bonus tracks for en gangs skyld ikke opleves som overflødigt fyld og tomme salgsargumenter.

Albummet er dedikeret til Christa Paffgen – altså afdøde Nico med Velvet Underground-berømmelse i bagagen. Et af numrene ”My only boy” er et slags svar på Nico sangen ”My only

child”, hvor Jonathan Meiburg’s høje lyse stemme godt kan matche Nico’s mezzosopran. Andre af numrene får mig mere til at tænke på John Cale. Især når Meiburg hamrer frenetisk i pianoet.

Under alle omstændigheder er der tale om en række meget betagende sange i et mix af sadcore og americana, som man også kan opleve hos f.eks. Sixteen Horsepower. På enkelte numre lader bandet sig akkompagnere af en trompetist. Et sjældent anvendt instrument i rock sammenhæng, som giver numrene en særlig inderlig tone.
Jeg tøver ikke med at udnævne den til en af sidste års mest betagende og betydende rock udgivelser, og jeg er allerede begyndt at glæde mig til gruppens næste udspil, som skulle komme til maj.